Rekordmange S-bane-passagerer kommer frem til tiden

Efter et år med nyt digitalt signalsystem, kører S-banen med en rekordhøj punktlighed. I det seneste år er hele 96,4 procent af passagererne kommet frem til planlagt tid.

Du kan være ret sikker på at nå din aftale, hvis du sætter dig ind i et af hovedstadsområdets S-tog. For præcist et år siden blev de forældede signaler langs sporet på flere strækninger erstattet af et digitalt signalsystem, og det har betydet historisk få forsinkelser. 

 juli måned var kundepunktligheden, som er et udtryk for hvor stor en andel af passagererne, der er mindre end tre minutter forsinket, helt oppe på 97,9 procent. 

”Vores passagerer kommer frem til tiden, og det er vigtigt for et så vitalt og effektivt transportsystem, som S-banen er. S-banen kørte i forvejen rigtigt godt, men de gamle sikringsanlæg var slidte og ud over deres levetid og derfor årsag til mange fejl. Med det nye signalsystem er vi oppe på en punktlighed, som man næsten må knibe sig selv lidt i armen over,” siger Banedanmarks trafikdirektør Peter Svendsen. 

Det nye signalsystem er løbende blevet rullet ud på S-banens strækninger siden 2016 og for præcist et år siden blev de sidste tre også udstyret med det nye signalsystem. Den samlede punktlighed siden da lyder på 96,4 procent. Til sammenligning var punktligheden i 2022 94,0 procent, mens den i 2021 lød på 91,9 procent.

Og selvom forbedringerne i sig selv ikke er store procenttal, så skal man notere sig, at det er forbedringer af et allerede meget højt niveau. Derudover vi skal også tage i betragtning, at S-banen hvert år har 120 millioner kunder. Og det glæder DSB’s driftsdirektør Per Schrøder:

"Det nye signalsystem har været med til at sikre S-togene en stabil drift og høj punktlighed. I år er 96 procent af vores kunder ankommet punktligt, og vi har haft flere hele dage, hvor vi har leveret 100 procent,” siger Per Schrøder.

Mange forhold spiller ind 

Selvom det nye signalsystem giverfærre forsinkelser, vil der fortsat være forhold, der påvirker punktligheden. Også vejret, nedbrudte tog, skinnebrud eller andre fejl omkring jernbanen kan skabe problemer for trafikken. Men med overgangen til det nye signalsystem elimineres mange af de fejl, som opstod i de gamle analoge sikringsanlæg. 


Også i forbindelse med andre påvirkninger er det nye signalsystem en gevinst, da det gør det muligt at genoprette trafikken hurtigere. Med det digitale signalsystem er det bl.a. muligt at køre togene tættere på hinanden og afvikle trafikken mere effektivt og samtidigt helt sikkert.

Læs mere om det nye signalsystem på S-banen 

Mere om punktlighed på S-banen: 

  • Kundepunktlighed opgøres som andelen af passagerer, der ankommer til tiden indenfor 3 minutter.
  • I perioden fra 26. september 2022 til 19. september 2023 kom 96,4 procent af kunderne frem til tiden. 
  • Det nye signalsystem er baseret på det såkaldte Communication Based Train Control (CBTC). Systemet er den nyeste generation af signalsystemer til bybaner. 
  • Ved hjælp af det nye udstyr på toget og i sporet sender det nye signalsystem data om togets kørsel og præcise position til teknikhytter langs banen. Data sendes videre til det centrale kontrolcenter i Trafiktårn Øst, hvor den optimale kørsel beregnes.
  • Kørselsanvisningerne sendes tilbage til toget via dataradioen og bliver vist på lokomotivførerens skærm. Systemet sørger herefter for kørslen af toget, men lokomotivføreren sørger for at lukke dørene på stationerne. Lokomotivføreren overvåger kørslen og kan overtage styringen af toget, hvis det er nødvendigt.

Nyt fra Banedanmark