Plads til alle på banen

Vi skal have alle gode kræfter i spil, når vi bygger  fremtidens grønne og attraktive jernbane. Derfor styrker Banedanmark nu arbejdet med diversitet og mangfoldighed.


”I dag fejrer vi kvindernes internationale kampdag. Men arbejdet for ligestilling, diversitet og mangfoldighed foregår alle årets 365 dage. Derfor har vi tilsluttet os det europæiske initiativ Women in Rail, hvor vi forpligter os til aktivt at arbejde for at fremme diversitet og ligestilling i Banedanmark,” siger administrerende direktør Hakon Iversen. 

I 2023 sætter Banedanmark ekstra kræfter ind i arbejdet med diversitet og mangfoldighed. Inden årets udgang har vi en politik, som skal fremme diversitet og mangfoldighed. Women in Rail-aftalen bliver en del af arbejdet, som også omfatter andre forskelsparametre end køn – for eksempel alder, etnicitet, faglighed med mere.

For at styrke arbejdet med diversitet og mangfoldighed har Banedanmark ansat en diversitetskonsulent, som er dedikeret til arbejdet og til at være Banedanmarks øjne på ’bolden’ som sparringspartner for hele organisationen. 

”Målet er at sikre en inkluderende arbejdsplads, hvor der er plads til alle, og hvor alle oplever at kunne komme til orde og få deres kompetencer bragt i spil. Det skaber øget effektivitet og bedre trivsel. Det er en fordel for alle, også for udviklingen af vores kerneydelser, ”fortæller Banedanmarks diversitetskonsulent, Maria Dockweiler.

Fakta om Women in Rail

Women in Rail er en bindende aftale mellem Den Europæiske Jernbanesammenslutning (CER) og Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF), som har til formål at fremme ligestilling og kønsdiversitet i jernbanesektoren. 

Banedanmark er en del af Den Europæiske Sammenslutning af Infrastrukturforvaltere (EIM), som ikke selv har underskrevet aftalen. Alligevel er det nu besluttet, at Banedanmarks diversitets- og mangfoldighedsarbejde indbefatter en frivillig tilslutning til aftalens bestemmelser. Women in Rail-aftalen bidrager dermed til Banedanmarks mangfoldigheds-, diversitets-, og ligestillingsindsatser, som både vil have fokus på køn og på andre forskelsparametre .

Formålet med Women in Rail-aftalen er, at: 
tiltrække flere kvinder til jernbanesektoren, især på områder hvor kvinder i vid udstrækning er underrepræsenterede.
øge kønsdiversiteten i jernbanesektoren og gøre op med kønsbaseret faglig opdeling.
skabe et attraktivt arbejdsmiljø for at positionere jernbaneselskaberne og sektoren som en attraktiv arbejdsgiver for kvinder og fastholde kvinder på lang sigt. 
skabe et arbejdsmiljø, der afskaffer stereotyp tænkning og mandsdomineret kultur som en betingelse for at fastholde kvinder i jernbaneselskaber og i sektoren. 
afskaffe forskelsbehandling på grund af køn.
sikre lige muligheder for kvinder og mænd i jernbanesektoren på alle niveauer og på alle områder.