Ny forbindelse på tværs af Lillebælt

Vejdirektoratet og Banedanmark gennemfører i perioden 2023 – 2025 en strategisk analyse af en ny forbindelse på tværs af Lillebælt.

De eksisterende broer over Lillebælt er en del af den kritiske infrastruktur i Danmark, som forbinder Øst- og Vestdanmark.

Togtrafikken benytter i dag Den Gamle Lillebæltsbro, som i 2035 bliver 100 år gammel, og det vil dermed på et tidspunkt blive nødvendigt at tage stilling til behovet for en ny fremtidssikret jernbaneforbindelse på tværs af Lillebælt.

Vejtrafikken over Lillebælt foregår primært via Den Nye Lillebæltsbro, der blev åbnet i 1970. Fremskrivninger viser, at der i de kommende årtier vil komme fortsat flere biler på vejene, og dermed er der risiko for kritisk trængsel i knudepunktet over Lillebælt – specielt i de mest belastede perioder på døgnet. Der vil derfor også her være behov for at tage stilling til mulighederne for udbygning af vejkapaciteten i krydsningen af bæltet.

I dette lys er det politisk besluttet, at der skal gennemføres en strategisk analyse af en ny forbindelse på tværs af Lillebælt. Formålet med analysen er at give et bredt grundlag for en politisk drøftelse og en eventuel beslutning om at undersøge projektet nærmere i efterfølgende analysefaser.

Analysen gennemføres i perioden 2023 til 2025, og der bliver på et indledende screenings-niveau undersøgt konsekvenser og muligheder i forhold til tre forskellige typer af forbindelser:

- En selvstændig vejforbindelse
- En selvstændig jernbaneforbindelse
- En kombineret vej- og jernbaneforbindelse

For kyst-til-kyst-forbindelsen skal analysen blandt andet afdække mulige tekniske løsninger og konstruktionsmetoder. For eksempel om forbindelsen bør udføres som bro- eller tunnelløsning eller kombinationer heraf.

Analysen gennemføres i løbende dialog med berørte myndigheder, og der gennemføres overordnede undersøgelser af blandt andet anlægsteknik, natur- og miljøforhold (herunder støj), trafikale effekter, klimapåvirkning, anlægsomkostninger og samfundsøkonomi.

Den strategiske analyse afsluttes med en rapport til forligskredsen, som skal være færdig i 2. kvartal 2025.

Tidligere undersøgelser:

Mulighederne for at etablere en ny forbindelse på tværs af Lillebælt er tidligere blevet undersøgt på forskellige niveauer og med forskelligt fokus.

 

Lillebælt - Ny bane og vejforbindelse. Strategiske analyse. Vejdirektoratet, Trafikstyrelsen og Transportministeriet, 2013

Forbindelser mellem Vest- og Østdanmark. Trafikstyrelsen, 2011

Screeningsrapport – Vejkapaciteten over Lillebælt, COWI, 2011

Hvad er en strategisk analyse?

Inden der tages politisk beslutning om anlæg af en eventuel ny Lillebæltsforbindelse, skal projektet analyseres på en række niveauer.

En strategisk analyse indgår som det første indledende analysestadie. Her gennemføres forskellige undersøgelser på et helt overordnet niveau for at afdække mulige perspektiver og udfordringer i forbindelse med projektet.

Når den strategiske analyse er færdig, skal der tages stilling til, om man vil gå videre med en mere detaljeret forundersøgelse. Det kan også være, at man vælger ikke at gå videre med projektet.