Nu begynder arbejdet med at udskifte broen, der fører Viborgvej over banen

Banedanmark er ved at gøre klar til den kommende elektrificering af jernbanen mellem Aarhus og Lindholm. Det betyder, at over 50 broer på strækningen skal bygges om, så der bliver plads til kørestrømsanlægget. I Randers skal vi i 2018 og -19 ombygge to større broer. Det drejer sig om de to vejbærende broer på Viborgvej og Parkboulevarden. Når banen om få år er klar til el-tog, giver det mulighed for kortere rejsetid og mere stabil drift, ligesom togrejsen bliver endnu mere miljørigtig.

Kompliceret og støjende arbejde
Anlægsarbejdet på Viborgvej kommer til at foregå i perioden fra den 30. januar 2018 til slutningen af maj 2019. Vi river broen ned, da det er en gammel buebro, som ikke har den fornødne frihøjde til det kommende kørestrømsanlæg. Herefter opfører vi en ny bro.

Den nye bro skal hæves 1,4 meter over det nuværende niveau. På den nye bro etablerer vi ni meter kørebane, to cykelstier og to fortove og lysregulering.

Den nordlige del af den nye bro bliver bygget først og skal så fungere som vej, mens den eksisterende bro rives ned, og den største del af den nye bro bygges. Byggeriet af den nordlige del af broen foregår fra februar til juni, og her vil der blive rammet spunsvægge og pæle i perioden fra februar til april. Ramning af spuns starter den 24. februar og vil kunne høres og mærkes hos de nærmeste naboer til broen.

Samtidig bygger vi en midlertidig vej henover det nuværende stadionareal, så trafikken omlægges i perioden, hvor den største del af den nye bro og vejanlægget skal anlægges. Det kommer til at foregå i juni.

Brodækket bliver lagt på plads i september 2018, og det nye vejanlæg anlægges i løbet af efteråret 2018.

Arbejdet vil i perioder være støjende for dig som nabo. Selve nedrivningen af den gamle bro samt ramning af spuns til støttevægge i forbindelse med opførelse af de nye broer er meget støjende. Der vil desuden være støj fra anlægsmaskiner og øget tung trafik i området.

I den kommende periode vil der foregå følgende arbejder:
Fra 19.-23. februar vil der foregå omlægning af en spildevandsledning langs med banen. Arbejderne vil foregå i døgndrift. I perioden vil der forekomme mindre støjende arbejder fra gravemaskiner, lastbiler og håndværktøj.
I perioden fra 25.-27. februar (3 døgn) vil der i tidsrummet fra kl. 6-20 foregå nedvibrering af spuns. Støjen fra rammemaskinerne vil være meget støjende.
I tidsrummet 26. februar til 2. marts vil der foregå natarbejder, som er smedearbejde. Arbejdet vil være støjende i mindre omfang.
I perioden fra 1.-3. marts vil der foregå pæleramning i tidsrummet fra kl. 6-20. Arbejderne med pæleramning vil være meget støjende.
I perioden fra 11.-28. marts vil Viborgvej være spærret om natten (fra klokken 22 til klokken 06.30), og der vil i tidsrummet fra 23-05 (natarbejder) forekomme meget støjende arbejder, som stammer fra nedramning af spunsprofiler.

Ovenstående tidsperioder vil kunne ændre sig i tilfælde af, at der tilstøder komplikationer til arbejderne. Tidspunkterne, som er nævnt ovenfor, er tidspunkter, hvor arbejderne vil kunne forekomme støjende eller være til gene om natten. Der foregår derfor også arbejder udover de angivne tidsperioder.

Vejtrafikken
Viborgvej er meget trafikeret. Der passerer hvert døgn omkring 15.000 biler. Vi indsnævrer vejbanerne og hastigheden bliver sat ned, men det vil være muligt at komme over broen i næsten hele ombygningsperioden. De to weekender, hvor det ikke er muligt at passere broen, kan man benytte Parkboulevarden.
Broen bliver anlagt af to omgange. Grunden til det er, at den nordlige del af den nye bro skal benyttes til interimsvej mens den eksisterende bro rives ned, og den store del af den nye bro bygges.

Byggeriet af den nordlige del af broen foregår fra februar til april. Der vil være ramning af både spunsvægge og pæle i stort set hele perioden.

Togtrafikken
Togtrafikken bliver berørt til sommer, hvor sporet vil være spærret i otte uger i perioden fra den 2. juli til den 26. august. Det sker både så broarbejderne på Viborgvej og Parkboulevarden kan blive færdige og i forbindelse med sporombygningen mellem Langå og Hobro, der også foregår i år.

Derudover er der en række mindre spærringer i togtrafikken fra slutningen af februar frem til sommeren 2018. Vi anbefaler derfor at tjekke rejseplanen.dk, når du planlægger en rejse.