Kystbanen klar til tiden

Mens mange danskere har slappet af og nydt deres ferie i sommervarmen, har Banedanmark haft arbejdshandskerne på for at bringe Kystbanen tilbage i topform. Mandag morgen den 13. august kunne de første pendlere igen benytte den populære strækning efter seks ugers omfattende fornyelsesarbejde.

”Det er glædeligt, vi har holdt tidsplanen, så vi på den måde har minimeret generne for vores naboer langs strækningens samt Kystbanens mange pendlere. Vi har set frem til at åbne en Kystbane i bedre form og med færre fejl i sporet”, siger Andreas Christoffer Lund, der er projektleder i Banedanmark. 

Talsmanden for Pendlerklubben Kystbanen, Michael Randropp glæder sig over, at Kystbanens mange pendlere igen kan benytte banen. 

”På pendlernes vegne er jeg naturligvis meget tilfreds med, at banen åbner til tiden”, siger pendlertalsmanden og fortsætter:

”Jeg synes, Banedanmark har været gode til at informere bredt om arbejdet. Det har betydet, at pendlerne har været bedst muligt forberedte på arbejdet, og hvorfor det har været nødvendigt at spærre banen”, forklarer talsmanden for Pendlerklubben Kystbanen Michael Randropp.
 

Vi udfører afsluttende arbejder på Kystbanen

Fra den 13. august og frem til den 10. september udfører vi afsluttende restarbejder på Kystbanen. Arbejdet foregår om aftenen og natten i tidsrummet mellem kl. 20.30 og kl. 04.30. Der vil køre tog, mens vi udfører restarbejderne, men hvis du rejser sent om aftenen i denne periode, anbefaler vi, at du holder dig opdateret via Rejseplanen.dk, da rejsetiderne kan være ændret.

Myldretidstog aflyst i den første uge efter spærringen

Når vi åbner banen for trafik efter sporspærringen, vil der i den første uge blive indsat færre tog end sædvanligt. Årsagen er, at sporet skal ”sætte sig”, inden vi kan køre med høj hastighed. Det betyder, at DSB i myldretiderne mandag-fredag den 13. - 17. august kører seks i stedet for ni tog i timen til og fra Kystbanens største stationer. 


Kystbanen tilbage i topform

Med afslutningen på anden og sidste etape af fornyelsen af Kystbanen kan togenes hastighed igen sættes op til strækningens almindelige hastighed på 100/120 km/t de steder, hvor den tidligere var nedsat på grund af sporets tilstand. Som passager kan du forvente, at der opstår færre fejl i sporet som eksempelvis skinnebrud og færre fejl i sporskifterne - også i vinterperioden.

Fornyelsen af Kystbanen i tal

Denne sommer har Kystbanen været lukket for trafik mellem Hellerup Station og Helsingør Station i perioden fra den 29. juni til og med den 12. august. Når vi medregner sidste sommers arbejder, har vi udført følgende forbedringer af banen:
4,8 km nye skinner og sveller
Yderligere 13,5 km nye sveller
12 km rensede skærver
7,5 km ny sporkasse
53 nye sporskifter 
2 sporskifter er blevet nedlagt
9 nye sporstoppere
11 km afvandingsarbejde: nye dræn mv. 
5 nye master og fundamenter til kørestrøm
Ny sporskiftevarme på hele strækningen