Fortidsminder udskyder perronfornyelse
Fund fra bronzealderen er dukket op på Banedanmarks byggeplads ved Kvissel Station. For at give tid og plads til de arkæologiske udgravninger ombygger Banedanmark derfor først perronerne til næste år.
Når Banedanmark skal gennemføre større projekter, er det nødvendigt at arkæologer tjekker, om der er spor fra fortiden i undergrunden. På Banedanmarks byggeplads nær Kvissel Station er der fundet fortidsminder fra bronzealderen,
Her har arkæologer fra Vendsyssel Historiske Museum gjort fund fra den yngre bronzealder, hvilket vil sige i perioden fra 700 år før vor tidsregning og frem til Jesu fødsel. Og for at være sikre på, at der er tid og plads til arkæologerne, har Banedanmark udskudt perronfornyelsen til næste år.
”Vi har valgt at justere tidsplanen for at være sikre på, at Vendsyssel Historiske Museum kan gennemføre deres undersøgelser på byggepladsen. Det bliver derfor først i 2026, at vi ombygger perronerne på Kvissel Station, men til gengæld får vi en masse at vide om leveforholdene i Vendsyssel for over 2000 år siden,” siger Jørn H. Jacobsen, ledende sektionschef i Banedanmark.
Banedanmark undersøger i den kommende tid perronerne for at vurdere, om det er nødvendigt med midlertidige foranstaltninger på perronerne, inden arbejdet går i gang næste år.
Arbejderne på Kvissel Station
- Banedanmark skal forny perronerne på Kvissel Station, som er i dårlig tilstand.
- Desuden hæver Banedanmark perronerne, så de opfylder kravene om niveaufri ind- og udstigning. Det gælder såvel perronen til spor 1 som ø-perronen mellem spor 1 og spor 2.
- Ombygningen af perronerne kræver, at spor 2 skal flyttes omkring 80 centimeter, da både perronbredde og -højde ændres.
- På ø-perronen bliver der sat hegn op ud mod spor 1, så det er tydeligt, at ø-perronen kun skal benyttes til tog, der kommer i spor 2.
- I forbindelse med flytningen af spor 2 bygger Banedanmark en ny sporkasse og lægger nye sveller og skinner, ligesom afvandingen tilpasses og kobles på eksisterende afvandingssystem.
- Stationsbygningen berøres ikke.
Nu kører togtrafikken igen i Aarhus
Efter 11 dage med togbusser og arbejde i døgndrift kører togene igen til og fra Aarhus
Ny bro giver plads til køreledningerne
Lidt syd for Aarhus – i forstaden Kongsvang – udskifter Banedanmark en jernbanebro, så der bliver plads til køreledningerne i det spor, der går under broen.
Banedanmark fornyer kørestrømsanlæg på travl S-togsstrækning
I løbet af 2026 udskifter Banedanmark master og køreledninger mellem Nordhavn og Svanemøllen Station. Arbejdet er en del af fremtidssikringen af S-banen, så den også fremover kan være blandt verdens mest punktlige bybaner.
Togdriften på de fleste jyske strækninger er indstillet til mandag klokken 12
Der er store problemer efter en opdatering af signalsystemet natten mellem lørdag og søndag. Det betyder, at togdriften er indstillet i det meste af Jylland.