Havarikommissionens rapport om ulykke i Sig

Mandag udkom Havarikommissionens rapport om ulykken i Sig sidste år, hvor et tog ramte en minibus i en usikret overkørsel og to mennesker omkom.
 
På baggrund af de foreliggende undersøgelser konkluderer Havarikommissionen, at ulykken skete, fordi minibussens chauffør ikke – eller ikke i tilstrækkelig grad – orienterede sig om kommende tog inden passage af sporet.
 
Havarikommissionen konkluderer, at dødsulykken ikke giver anledning til sikkerhedsmæssige anbefalinger. Det skyldes, at Banedanmark har oplyst, at usikrede overkørsler af denne type ikke bliver etableret mere - og at de eksisterende enten nedlægges eller sikres bedre. Havarikommissionen opfordrer i sin rapport desuden Banedanmark til at vurdere, om det er muligt at fremskynde den proces.
 
”Det var en tragisk ulykke, som vi er dybt berørte af. Havarikommissionen peger på, at det var uopmærksomhed hos føreren af minibussen, der var årsagen til ulykken, og derfor opfordrer vi også altid folk til at være agtpågivende, når de befinder sig der, hvor banen krydser vejen. Vi er nu i fuld gang med at gennemføre det, der blev politisk besluttet med aftalen om en grøn transportpolitik i 2009. Nemlig nedlæggelse af samtlige usikrede overkørsler på det statslige jernbanenet. Vi har siden 2010 nedlagt omkring 250 usikrede overkørsler, og siden ulykken sidste år har vi allerede forbedret sikkerheden. Ved årets udgang mangler vi kun 12. De er i øjeblikket bundet op på udrulning af det nye signalsystem, hvor de sidste overkørsler bliver opgraderet, hvorefter vi kan nedlægge de sidste, siger Marianne Rasmussen, områdechef Anlæg Vest.
 
De 12 overkørsler, der ikke vil være nedlagt med udgangen af 2019, har siden ulykken – ligesom yderligere 14 overkørsler - fået forbedret skiltning, og Banedanmark har det seneste år været i dialog med flere kommuner om muligheden for at kunne nedlægge enkelte af overkørslerne tidligere end planlagt, så antallet kan komme yderligere ned.
 
”Der er tale om overkørsler, hvor der kun passerer meget få trafikanter om dagen, alligevel arbejder vi fokuseret på at få dem nedlagt så hurtigt som muligt,” siger Marianne Rasmussen.
 
 
FAKTA:
Usikrede overkørsler er forsynet med led, låge, drejekors eller blot krydsmærke. Krydsende trafikanter må selv sikre sig, at passage kan finde sted uden risiko. De usikrede overkørsler har kun få brugere og findes stort set kun på interne eller private fællesveje. Typisk vil det være landmænd, der skal fra mark til mark.