Præsentation af kommende udbud på Construction Conference

For anden gang deltog Banedanmark med en præsentation af kommende projekter på Building Networks Construction Conference. Heldagskonferencen, som Building Network arrangerede i samarbejde med Copenhagen Capacity, blev holdt i København på Hotel Marriott torsdag den 15. november 2018, og 150 internationale potentielle leverandører deltog.

 

Senior markedsanalytiker Cathrine Carøe fra Strategisk Indkøb holdt et oplæg omkring, hvordan virksomheder bliver leverandør til Banedanmark, samt hvilke konkrete projekter, vi forventer at udbyde i den kommende tid. Ud over sædvanlige leverandører til infrastrukturprojekter, efterlyste Cathrine også leverandører inden for blandt andet specifikke ting som:

 

  • Sporskiftevarmere
  • Master (af Corten)
  • Isolatorer
  • Isolerklæbestød

Der blev netværket ivrigt mellem de forskellige indlæg, så danske og udenlandske rådgivere, entreprenører samt andre virksomheder og konsortier mødte skandinaviske bygherrer. På B2B møderne udtrykte flere leverandører begejstring for, at Banedanmark - ud over elektronisk behandling af igangværende udbud på EU-Supply sitet - også har et site for planlagte, men endnu ikke igangsatte udbud.

 

De skandinaviske bygherrer inden for infrastruktur, højhuse mv. fortalte om deres meget store byggeprojekter. Blandt andet vil Københavns Lufthavn fordoble sin kapacitet. Men også den belgiske virksomhed Besix fortalte om deres succes under titlen ”Besix goes North with its first Project in Denmark”. Vejdirektoratet afrundede konferencen under temaet: ”Denmark to Invest in Infrastructure and Universities”.

 

Læs Banedanmarks præsentation her.