Justeret målgruppe for Retningslinjer for godkendelse af entreprenører

Retningslinjer for godkendelse af entreprenører, der leverer jernbanesikkerhedsmæssige ydelser til Banedanmark er blevet opdateret til version 2.3.

 

Igen har den konstruktive dialog med entreprenørerne og dialogen internt i Banedanmark ført til en ny og forbedret udgave af Retningslinjer for godkendelse af entreprenører, der leverer jernbanesikkerhedsmæssige ydelser til Banedanmark. Den opdaterede og gældende version er nu version 2.3.

 

Forud for opdateringen afholdte Kvalitet & Sikkerhed i november to entreprenørmøder i henholdsvis København og Fredericia. På møderne fortalte Kvalitet & Sikkerhed om de tiltænkte ændringer i Retningslinjerne.

 

”Dialogen med de entreprenører vi samarbejder med er utrolig vigtig. På de to entreprenørmøder fik vi en god snak med entreprenørerne om Retningslinjerne og den kommende opdatering. Efterfølgende har vi i Kvalitet & Sikkerhed drøftet de forskellige input for at se om der skulle foretages justeringer i forhold til den planlagte opdatering” siger Allan Weirgang Larsen, Lead Auditor i Kvalitet & Sikkerhed.

 

I forhold til Retningslinjerne var hovedbudskabet på entreprenørmødet, at Retningslinjerne nu er målrettet de entreprenører, der udfører dét arbejde, hvor de jernbanesikkerhedsmæssige ydelser indgår.

 

En hovedentreprenør eller totalentreprenør, der anvender godkendte underentreprenører til at udføre alt sikkerhedsarbejdet, skal dermed ikke nødvendigvis være godkendt.

 

I forhold til anvendelse af rullende materiel (med og uden attest) er fokus også lagt på den udførende entreprenør. Den udførende entreprenør har ansvaret for at styre og vedligeholde anvendte rullende materiel. Her er det gjort mere tydeligt, at det også gælder lånt, lejet eller leaset materiel. Kravet om styring og vedligehold, herunder dokumentationskrav, gælder i de perioder, hvor det rullende materiel med og uden attest anvendes.

 

Virksomheder, der udelukkende udlåner, udlejer eller leaser rullende materiel til udførende entreprenører, skal dermed ikke nødvendigvis være godkendte. Hvis virksomheden samtidig tilbyder andre jernbanesikkerhedsmæssige ydelser, så består kravet om godkendelse naturligvis.

 

Mere info om ændringerne og eventuelle spørgsmål
I Nyhedsbrev om Jernbanesikkerhed, Arbejdsmiljø og Uddannelser (December 2018) kan du læse en artikel, der lister de seneste opdateringer i Retningslinjer, Læsevejledning m.m. op. Du finder Nyhedsbrev om Jernbanesikkerhed, Arbejdsmiljø og Uddannelse (December 2018) på vores hjemmeside.

 

Du kan også gå direkte til de opdaterede Retningslinjer ved at benytte dette link: Banedanmark.dk/Godkendelse af entreprenører

 

Har du spørgsmål vedrørende Retningslinjer for entreprenører, der leverer jernbanesikkerhedsmæssige ydelser til Banedanmark, er du altid velkommen til at skrive til kogs-entrepr@bane.dk.