Viborgvej lukket i nogle få dage

Arbejdet med at ombygge Viborgvej med ny bro over jernbanen skrider planmæssigt frem, og vi er nu nået dertil, hvor trafikken skal ledes over på den midlertidige vej, så vi kan få revet den sidste del af den nuværende bro ned.

Derfor er det nødvendigt at lukke Viborgvej fra torsdag den 7. juni klokken 22 til mandag den 11. juni klokken 6.30, hvor der bliver arbejdet i døgndrift. Natten mellem den 11. og den 12. juni bliver vejen igen spærret klokken 22 og frem til klokken 6.30, hvor vi maler de nødvendige vejstriber.

Trafikanterne skal køre ad Parkboulevarden i stedet.

I forbindelse med lukningen af Viborgvej, bliver Vasen lukket i den ende, som støder op til Viborgvej. Vasen forbliver lukket det næste halve år. Her skal trafikanterne i stedet køre ind ad Hvidemøllevej.

Ombygningen af broen er en del af et større projekt, der skal gøre strækningen mellem Aarhus og Lindholm klar til elektrificering. Og broen, der fører Viborgvej over jernbanen er ikke høj nok til, at der kan etableres kørestrømsanlæg under den.