Aarhus-Langaa klar til hurtigere og klimavenlige tog
Banen mellem Aarhus og Langå er kommet i tiptop stand, efter at Banedanmark har fornyet sporene. Dermed er banen nu hastighedsopgraderet, og samtidig er et vigtigt skridt taget i arbejdet med at gøre strækningen klar til fremtidens grønnere jernbane.
I disse år får jernbanen mellem Aarhus og Aalborg noget af en overhaling. Skinner og sveller skiftes ud, banen hastighedsopgraderes, og banen elektrificeres.
I den forbindelse har Banedanmark siden april arbejdet hårdt på at opgradere den sydligste del af strækningen, som trængte til en kærlig hånd, og dette arbejde er nu ved vejs ende. Derfor er de cirka 45 kilometer jernbane mellem Aarhus og Langå nu udstyret med nye skinner, sveller, ballast og knapt et dusin nye sporskifter samt flere nye broer.
Et arbejde der blandt andet skal sikre flere tog til tiden til fordel for de rejsende på strækningen.
”Jeg er rigtig glad for, at vi har fået opgraderet strækningen til stor gavn for togpassagererne. For ved at forny og hastighedsopgradere sporene er Banedanmark med til at sikre en langt mere stabil og komfortabel togdrift på strækningen, så passagerne i fremtiden kan få glæde af flere tog til tiden,” siger Lars Blædel Riemann, områdechef i Banedanmark.
De nyopførte broer, der erstatter overkørsler, betyder desuden, at togene kan køre hurtigere gennem Haarvad, Lerbjerg og Laurbjerg. Broerne over banen ved Haarvadbro og Lerbjerg er åbnet, mens broen ved Laurbjerg forventes åbnet slut oktober.
En vigtig brik for mere klimavenlig bane
Banedanmark har allerede fornyet sporet på strækningerne Langå-Hobro og Hobro-Aalborg.
Og fornyelsen af sporene spiller en vigtig rolle for fremtidens grønnere jernbane i det jyske.
”Banedanmark er generelt i fuld gang med at forberede den jyske hovedstrækning til de klimavenlige eltog, der støjer mindre og udleder langt mindre CO2 og sundhedsskadelige partikler. Med opgraderingen af sporene er vi et skridt tættere på at være klar til de eldrevne tog,” siger Lars Blædel Riemann.
Ifølge Lars Blædel Riemann kommer det til at have store gevinster både for passagerer og klima, når de eldrevne tog suser afsted på jernbanen.
”Når alle ændringerne er fuldt ud gennemført, og de elektriske tog er sat ind på strækningen mellem Aarhus og Aalborg Lufthavn, vil passagerne få en hurtigere og endnu mere klima- og miljøvenlig transport, ligesom naboerne til banen og stationerne på strækningen vil opleve mindre støj og et sundere miljø,” siger Lars Blædel Riemann.
Du kan læse mere om elektrificeringen mellem Aarhus, Aalborg og Aalborg Lufthavn her:
Elektrificeringen mellem Aarhus, Aalborg og Aalborg Lufthavn
Fakta om sporfornyelsen
- Skinner og sveller udskiftes på 85 kilometer spor
- 85 kilometer ballastrensning, som er rensning og udskiftning af skærverne
- Ny sporkasse på 15,4 kilometer
- 11 sporskifter er udskiftet og levetiden på seks andre er forlænget
- Tre overkørsler nedlægges i Favrskov Kommune
- Tre nye broer erstatter de nedlagte overkørsler
- Afvandingsarbejder og dæmningsudvidelse på strækningen gennemføres
Taktile fliser viser vejen på de nye perroner
Det er blevet lettere for mennesker med synshandicap at færdes på Aarhus Hovedbanegård. Med den nye opgradering af perronerne på Hovedbanegården bliver der nemlig lagt helt nye taktile ledelinjefliser.
Nu kører togtrafikken igen i Aarhus
Efter 11 dage med togbusser og arbejde i døgndrift kører togene igen til og fra Aarhus
Ny bro giver plads til køreledningerne
Lidt syd for Aarhus – i forstaden Kongsvang – udskifter Banedanmark en jernbanebro, så der bliver plads til køreledningerne i det spor, der går under broen.
Banedanmark fornyer kørestrømsanlæg på travl S-togsstrækning
I løbet af 2026 udskifter Banedanmark master og køreledninger mellem Nordhavn og Svanemøllen Station. Arbejdet er en del af fremtidssikringen af S-banen, så den også fremover kan være blandt verdens mest punktlige bybaner.