Markant milepæl for Signalprogrammet

Første udrulning på fuld S-bane strækning
Endnu et skridt på vejen til at totaludskifte det forældede danske signalanlæg på både S-banen og fjernbanen blev taget i Kristi Himmelfartsferien. Her ramte Signalprogrammet en væsentlig og markant milepæl, hvor arbejdet blev gennemført til tiden og uden fejl

Signalprogrammet er med til at sikre fremtidens jernbane med nye signalsystemer i hele Danmark

Signalerne er det der styrer hvornår tog må køre. I dag foregår det via fysiske signaler. Men inden 2024 skal de fornys, da de nuværende signaler på det tidspunkt vil være udtjente. Samtidig er de nuværende signaler årsagen til en stor del af de forsinkelser vi oplever i togene og de begrænser også vores trafikale muligheder.

Derfor er det nødvendigt at investere i et nyt signalprogram

Signalprogrammet er den dyreste og mest komplekse investering i den danske jernbane nogensinde. Og med denne investering bringer vi den danske jernbane et kvantespring ind i fremtiden". siger Jan Erik Schneider-Tilli, programdirektør i Signalprogrammet

"Det var en stor sejr for Banedanmark, at vi fik klaret arbejdet så godt og nu ser det nye signalsystem fungere som det skal mellem Jægersborg og Hillerød. Der var tale om en stor indsats fra mange dele af Banedanmark, Trafik- og byggestyrelsen, Siemens, DSB S-tog og Lokalbanen", fortæller Jan Erik Schneider-Tilli.

Fordele ved Signalprogrammet

Signalprogrammet har en række konkrete fordele, som os der bruger togene ret hurtigt vil opleve:

Markant fald i forsinkelser. 50% af forsinkelser på S-banen skyldes i dag signalfejl. På fjern- og regionalbanen er det 80%.. Det vil ikke længere ske med det nye signalprogram. Det vil give mere punktlighed og rettidighed i køreplanen.

Langt flere tog vil kunne køre oftere. For eksempel skal der i dag være 2 minutter mellem S-togene. Fremover vil det kun være 90 sekunder. Det vil også gøre det nemmere at indhente forsinkelser.

Ventetidsafhængighed - Det nye software giver mulighed for en automatisk regulering af rejseinformation. Hvis et S-tog kører forsinket fra eksempelvis København H, så vil rejseinformationerne i systemet være opdateret. Derfor vil det være muligt at sikre, at lokaltogene i Hillerød vil kunne vente på det forsinkede tog, f.eks. hvis der er tale om dagens sidste tog.

Allerede fra dag ét med det nye signalprogram på strækningen Jægersborg-Hillerød har passagerne oplevet fordelene ved det nye signalprogram. På strækningen Jægersborg-Hillerød har vi allerede set, hvordan tog er kommet ind til Jægersborg med forsinkelser, har indhentet forsinkelsen inden de har nået til Hillerød. Det skyldes, at softwaren i togene og det nye signalsystem understøtter at toget indhenter forsinkelser. Frem til 2023 vil alle i Danmark kunne få gavn af disse fordele.

Fra slutningen af 2017 starter vi prøvekørslen på fjern- og regionalbanen. Her vil vi starte i Jylland med strækningen Frederikshavn-Aalborg-Hobro og på Sjælland vil det være København-Roskilde-Køge-Næstved.