Nu elektrificeres banen igennem Aalborg
Banedanmark er gået i gang med at elektrificere jernbanen mellem Skalborg og Aalborg Lufthavn. Arbejdet udføres i perioden fra december 2024 til juni 2025.
Elektrificeringen af jernbanen op gennem Jylland er nu nået til Aalborg, hvor det indledende arbejde er gået i gang. Arbejdet med elektrificeringen af banen igennem Aalborg løber frem til udgangen af juni 2025.
Beskæring af beplantning langs banen
Væltede træer og nedfaldne grene kan beskadige kørestrømsanlægget og medføre forsinkede og aflyste tog. Derfor rydder eller beskærer vi bevoksning i op til 10 meters afstand til banen.
Prøvesugning
Vi foretager prøvesugninger, der hvor der skal sætte kørestrømsmaster op. Det gør vi for at afdække jordforhold og nedgravede kabler forud for arbejdet.
Nedramning af fundamenter
I begyndelsen af 2025 starter så nedramningen af de fundamenter, som kørestrømsmasterne efterfølgende skal fastboltes på. Fundering og ramning af betonfundamenter kan desværre ikke undgå at støje og skabe vibrationer.
Nedramning af et betonfundament tager typisk 30 minutter – derefter bevæger vi os videre henad strækningen. Det kan dog tage længere tid, særligt på stationerne hvor fundamenterne skal placeres tættere, eller hvis der er besværlige jordbundsforhold.
Opsætning af kørestrømsmaster
Når ramningen af fundamenter er overstået følger en arbejdsperiode, hvor selve kørestrømsmasterne skal sættes op og monteres, inden vi begynder på ophængning af køretråd på strækningen.
Afslutningsvis foretager vi en række justeringer af banen og kørestrømsanlægget, inden banen er klar til testkørsel og indsættelse af eltog fra udgangen af 2026.
Arbejdet udføres om natten
For ikke at forstyrre togdriften i dagtimerne foregår al elektrificeringsarbejde i nætterne fra søndag aften til fredag morgen i tidsrummet klokken 20.00 – 05.00.
Banedanmark kan desværre ikke angive præcist, hvor vi arbejder på strækningen i de enkelte uger, da vi skal arbejde flere steder samtidig. Derudover skal vi tage hensyn til øvrige projekter på banen samt vejrforhold.
Du kan læse mere om arbejdet med at elektrificere jernbanen i vores folder:
Sådan elektrificerer vi den danske jernbane
Læs mere om elektrificering mellem Aarhus, Aalborg og Aalborg Lufthavn
Se orienteringsbrev til banens naboer om projektet (PDF)
Sammen holder vi banen fri for træer
Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer.
Skinnefræseren tilbage i Danmark
Den 155 tons tunge skinnefræser vender tilbage til Danmark for at fræse små revner væk fra skinnerne. Første stop på efterårets turné er Nordvestbanen
Kvissel Station er fornyet og klar til fremtiden
Efter en sommer med omfattende anlægsarbejde står Kvissel Station nu klar med nye perroner, fornyede spor og bedre adgang til togene. Den 19. september blev stationen indviet ved en festlig dag arrangeret af lokale kræfter.
Bedårende bi er flyttet ind et nyt sted i banenaturen
Et simpelt og billigt biodiversitetsprojekt i Banedanmark har vist fine resultater, og nye insekter og planter er nu at finde i naturen langs jernbanen mellem Fredericia og Padborg.