Støjende arbejder ved Hvidemøllevej

Banedanmark anlægger en ny bro over jernbanen ved Hvidemøllevej. I februar 2021 indretter entreprenøren arbejdspladsen og anlægger en erstatningsvej langs Hvidemøllevej. I den forbindelsen vil et antal parkeringspladser ved Jernbanegade blive inddraget. Når den nye bro åbner i efteråret 2021, bliver området igen indrettet til parkeringspladser.

Fra februar til april:
- anbringes stålplader – spuns - og pæle som afstivning og fundament for broelementer
- omlægges kabler
- foretages vejarbejder
- ombygges kirkemuren ved Randers Kloster
- anbringes støttemure ved Jernbanegade og Vestervold
Herefter begynder vi at bygge den nye bro.
 
Den nye bro bliver båret af pæle og spuns, som bliver vibreret ned i jorden. Der er tale om et stort og tungt arbejde, som kan medføre gener for omkringboende og trafikanter i området. Vi arbejder i perioder i døgndrift. Vi bestræber os på at lægge de mest støjende arbejder i dagtimerne, men kan ikke udelukke, at der også bliver støj om natten. Især arbejdet med at anbringe spuns og pæle vil være støjende. Vi forventer, at arbejderne med spuns og pæle i døgndrift finder sted fra  24- 26. februar og den 3.-5. marts 2021.

I den udstrækning jordbundsforholdene tillader det, vil vi vibrere elementerne ned i jorden, hvilket er den mindst støjende metode. Fra midt i marts forventer vi at kunne udføre arbejdet i dagtimerne og arbejdet med spuns forventes afsluttet i slutningen af marts.