Ombygningen af Hillerød Station går ind i ny fase
I løbet af 2026 og 2027 ombygges Hillerød Station, så Lokaltogs nordlige linjer i fremtiden vil kunne køre igennem stationen og videre til Favrholm St. og det kommende nye supersygehus. Arbejdet har været i gang siden foråret og går nu ind i en ny fase.
Projektleder Morten Sylvest Hansen siger:
”De seneste måneder har vi forberedt stationen til den nye gangbro. I september kommer broelementerne til den nye gangbro, og det kræver, at vi udvider vores arbejdsareal, så der er plads til elementerne, der skal samles og klargøres, inden de kan løftes på plads.”
Arbejdet gør det nødvendigt at inddrage en større del af busholdepladsen ved stationen til arbejdsareal. Derfor flytter nogle buslinjer midlertidigt stoppesteder bl.a. til Ndr. og Sdr. Jernbanevej. Flytningen af stoppestederne bliver tydeligt skiltet.
Gangbro lukkes
Før den nye gangbro kan løftes på plads skal den gamle gangbro på den østlige side af stationen fjernes. Derfor lukkes broen d. 21. september.
Indtil den nye gangbro åbner d. 12. oktober skal gående og cyklister derfor benytte alternative ruter via Hammersholtvej eller Københavnsvej for at komme mellem stationen, perronerne og Carlsbergvej.
Ny gangbro løftes på plads i begyndelsen af oktober
I weekenden d. 2. – 4. oktober sørger en stor mobilkran for at broelementerne kommer på plads på deres endelige placering hen over Hillerød Station. Mens det arbejde foregår, så er det nødvendigt at erstatte togtrafikken på S-banen, Lille Nord og Gribskovbanen med togbusser. Derefter følger en periode, hvor der skal arbejdes på den nye bro, installeres elevatorer mv.
Projektleder Morten Sylvest Hansen siger:
”Ombygningen af Hillerød Station er en stor og kompleks opgave, der skal gennemføres på en travl station, hvor der ikke er meget plads. Vi har bestræbt os på at planlægge arbejdet, så det generer så lidt som muligt, men med så stor en ombygning, så kan det ikke undgås, at det vil give noget bøvl og besvær i perioder. Derfor er det bedste råd fortsat, at tog- og buspassagerer afsætter ekstra tid til at komme til, fra og rundt på stationen, da adgangsforholdene vil ændre sig løbende.”
Mere information
Det er muligt at finde mere information om projektet på Banedanmarks hjemmeside, der opdateres løbende.
Togpassagerer opfordres til at planlægge rejsen på Rejseplanen, der opdateres med alle ændringer. Man kan desuden holde sig opdateret på DSB’s og Lokaltogs hjemmesider.
Buspassagerer kan desuden finde mere information om omlægningerne af bustrafikken på Hillerød Station på Movia’s hjemmeside.
Fakta: Om projektet
- Forlængelse af lokalbanens spor 11 og 12 (2026)
- Etablering af ny gangbro med elevatorer (2026)
- Fornyelse af sporene i den sydlige og østlige del af Hillerød Station samt fornyelse af kørestrømsanlægget på stationen (2027)
- Udføre vedligeholdelsesarbejder på broen ved Hammersholtvej (2027)
Fakta: Tidsplan
- 1. september til 2. oktober: Arbejdsarealet på begge sider af stationen udvides for at gøre plads til arbejdet med broelementerne. Vest for stationen reduceres busterminalen og busstop flyttes og på østsiden af stationen inddrages en større del af parkeringsarealet ved jernbanen.
- 21. september til 12. oktober: Den gamle gangbro på den østlige side lukkes og nedtages. Gående og cyklister skal benytte alternative ruter via Hammersholtvej eller Københavnsvej for at komme mellem stationen, perronerne og Carlsbergvej.
- Fredag d. 2. oktober kl. 20.00 til og med søndag d. 4 oktober: Den nye gangbro skal løftes på plads hen over stationen. Togbusser i stedet for S-tog mellem Hillerød og Favrholm og på Gribskovbanen mellem Hillerød og Slotspavillonen, samt på hele Lille Nord. Frederiksværkbanen kører normalt.
- 12. oktober: Den nye gangbro åbner for gående.
- Oktober til december: Elevatorerne installeres hurtigst muligt og sættes i drift i takt med at de bliver færdiggjort og sikkerhedsgodkendt. Elevatoren på den vestlige side af stationen og elevatoren midterperronen ventes at åbne medio november, mens elevatoren på den østlige side af stationen ventes at åbne primo december.
Banedanmark får ny direktør for Vedligehold
Nicolai Smidt Sigsgaard bliver ny direktør for Vedligehold i Banedanmark.
Byggepladserne nedlægges og cykelstien ved Brabrandstien åbner igen
Arbejdet med at nedlægge de midlertidige byggepladser omkring Aarhus H er nu gået i gang. I takt med at byggepladserne ikke længere er i brug, bliver arealerne ryddet og ført tilbage til deres oprindelige form. Arbejdet vil foregå løbende frem mod jul.
Nyt spor giver mere fleksibel togtrafik
I forbindelse med ombygningen af jernbanen i Aarhus, er der etableret et nyt spor 8 på banegården. Med det nye spor kan trafikken afvikles mere fleksibelt, hvilket gør stationen bedre rustet til den daglige drift.
Trafiktårnet lyser op i regnbuens farver
Banedanmark lyser Trafiktårnet i København op i regnbuens farver for at markere, at der er plads til alle på banen.