Strækning mellem Skjern og Herning er spærret frem til 9. september efter skybrud

Voldsomme mængder regn har fredag den 26. august ødelagt sporet ved Kibæk mellem Skjern og Herning. Ved en vandunderføring skyllede jord og skærver væk, så flere meter jernbane blev ødelagt. De indledende undersøgelser viser, at årsagen  var de enorme mængder regn, som førte forskellige materialer med sig. Disse materialer stoppede vandunderføringen til, samtidig med at en dæmning i en nærliggende sø, kollapsede, og sendte yderligere enorme mængder vand mod jernbanen.

Arbejdet med at undersøge hændelsesforløbet er i fuld gang, siger områdechef i Banedanmark Infrastruktur, Bianka Saarnak:

”Det, der er sket ved Kibæk, er voldsomt og meget usædvanligt. Vi tager det dybt alvorligt og skal have undersøgt den præcise årsag til, at anlægget kollapsede. Vi har så sent som i 2021 foretaget et funktionseftersyn af det konkrete anlæg, og det fungerede, som det skulle. Vi arbejder samtidig på hurtigt at genetablere sporet, så der igen kan køre spor på strækningen. Det kommer dog til at tage tid, for det er et større anlægsarbejde,” siger Bianka Saarnak, 

I første omgang er sporet lukket i mindst to uger. Arriva, som kører på strækningen, indsætter togbusser, og passagerer opfordres til at tjekke rejseplanen. Samtidig opfordres borgere til ikke at nærme sig stedet, da det kan være farligt at være i nærheden af det beskadigede spor.