Sporfornyelse på Oddesundbroen forlænges

På grund af forsyningsvanskeligheder, bl.a. som følge af krigen i Ukraine, er det nødvendigt at forlænge sporarbejderne på Oddesundbroen med 8 uger. Derfor kører der togbusser på Thybanen frem til d. 21. november 2022. 

Banedanmark gennemfører i disse år et større fornyelses- og vedligeholdelsesprojekt på Oddesundbroen, så den kan holde mange år endnu. I de seneste år er broklappen og de to første buefag blevet afrenset og vedligeholdt, og i år er turen så kommet til det gamle jernbanespor, der skal skiftes ud med et helt nyt. 

Det omfattende arbejde skulle efter planen være færdigt i slutningen af september, men bliver nu forlænget til d. 21. november 2022. Årsagen er udfordringerne med de globale forsyningslinjer, bl.a. på grund af krigen i Ukraine, der gør det vanskeligt at få leveret jern- og stålkomponenter. 

Områdechef i Banedanmark Lars Blædel Riemann siger:  

”Vi er ærgerlige over, at passagererne på Thybanen må vente i yderligere otte uger på at kunne tage toget. Som de fleste nok ved, så er de globale forsyningskæder udfordrede i øjeblikket pga. krigen i Ukraine, hvilket bl.a. har forårsaget lange leveringstider på jern- og stålkomponenter. Vi har, sammen med vores leverandør, arbejdet intensivt på at kunne holde tidsplanen, men det har desværre ikke været muligt at afværge konsekvenserne af de lange leveringstider. Derfor er det nødvendigt at forlænge sporarbejderne på Oddesundbroen.” 

Arriva indsætter togbusser
Mens arbejdet med at forny jernbanesporet på Oddesundbroen står på, kan der ikke køre tog på strækningen. Therese Christensen, Kommerciel chef i Arriva siger: 

”Arrivas passagerer på Thybanen må desværre undvære toget i en endnu længere periode, end vi havde regnet med. Men Arriva indsætter naturligvis fortsat togbusser, indtil arbejdet på Oddesundbroen er færdigt. Passagerne kan orientere sig om togbusserne på Arrivas hjemmeside, arriva.dk og på rejseplanen.dk. Har man spørgsmål, er man altid velkommen til at kontakte Arrivas Kundeservice, som kan hjælpe med svar og vejledning”.

Arriva og Banedanmark anbefaler passagererne at planlægge rejsen på Rejseplanen.dk, der vil blive opdateret med alle ændringer. 

Fakta:

  • Oddesundbroen åbnede for trafik i 1938.
  • Broen er 472 m lang, og hver enkelt af de tre buefag er 70 m. Broen er en klapbro, og klapfaget spænder over en 30 m bred sejlrende.
  • Vedligeholdelsesarbejderne på Oddesundbroen er en kontinuerlig proces. Broklappen blev malet i 2017, de to første buer blev malet i 2020 og 2021, og den sidste skal males i 2023. 
  • I 2022 males brokonstruktionen under sporene i forbindelse med, at broens gamle spor fornyes.  Først fjernes de gamle nedslidte jernbanespor fuldstændigt, så der bliver adgang til selve brokonstruktionen, der afrenses, og får ny overfladebehandling.  Malingen beskytter broens stålkonstruktioner og forventes at holde i 25-40 år. 
  • Derefter begynder det egentlige arbejde med at anlægge et helt nyt jernbanespor hen over broen. Det nye jernbanespor har en forventet levetid på ca. 50 år. 
  • Almindelig vejtrafik hen over broen bliver ikke påvirket af arbejdet. Der vil dog være enkelte perioder om natten, hvor brede særtransporter ikke vil kunne passere broen. 
  • Fornyelsesprojektet omfatter desuden arbejder på broklappen, og det bliver derfor nødvendigt at indføre restriktioner for skibsfarten i perioder, hvor det ikke er muligt at gennemføre klapåbninger. Restriktioner for skibsfarten godkendes af Søfartsstyrelsen og offentliggøres i Efterretninger for Søfarende.