Et fælles ansvar: Tjek træerne

Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i reparationer og forsinkelser. Derfor opfordrer Banedanmark naboer til jernbanen til at tjekke deres træer.

Når det blæser, er mange danskere vant til at sikre trampolinen og haveparasollen. Men hvis man er nabo til en jernbane, er det en god idé også at sikre sig, at man ikke har et usundt eller ustabilt træ i haven, som kan risikere at vælte.

Træer, der vælter ned over jernbanen, er en stigende udfordring. Derfor modtager knap 4000 borgere i Midtjylland i den kommende tid et brev fra Banedanmark med en opfordring til at tjekke, om deres træer er sunde.

- Mange af de træer, der vælter ned over jernbanen, kommer fra privat grund, og derfor er det vigtigt, at naboer til banen er opmærksomme. Hvis naboer bliver gode til at spotte og fælde usunde træer, mindskes risikoen for, at et træ på skinnerne skaber forsinkelser i togtrafikken. Et enkelt træ kan vælte hverdagen – og i værste fald gøre skade på noget eller nogen, siger Morten Lykke-Hansen, der er sektionschef i Forst og Natur i Banedanmark.   

Fem tegn på et risikotræ

Banedanmark er den myndighed, der vedligeholder jernbanen, herunder de arealer, den støder op til.  Banedanmark fører tilsyn, beskærer og fælder træer på egne arealer og har på det seneste øget indsatsen mod de såkaldte risikotræer ved blandt andet at ansætte flere folk til at føre tilsyn. Men står træet på privat grund, har grundejeren ansvaret for at holde øje med træets tilstand og få det fældet, hvis det udgør en risiko.

- Det er enormt vigtigt at få tjekket sine træer, især med de store mængder regn der gør, at træerne står mindre stabilt i den våde jord. Et træ afslører faktisk rigtigt meget om dets tilstand, som man kan se med det blotte øje. Det kan både være svamp, dårlige rødder eller døde grene. Det vigtigste er, at man kommer ud og tjekker, siger Julie Lykke Madsen, der er geografisk fagspecialist i Banedanmark.

Hver gang et træ vælter, udgør det en risiko for medarbejdere og passagerer i toget. Det er desuden dyrt i reparationer af tog, skinner og ledninger og kan føre til store forsinkelser, som kan vælte tusindvis af passagerers hverdag.

 

Fakta:

  • I 2023 og 2024 væltede der 551 træer langs jernbanen. Af dem var 214 naboers træer.
  • Banedanmark har sendt brev ud til knapt 4000 borgere i Midtjylland, der bor inden for en afstand af 30 meter til togskinnerne på strækningen mellem Skanderborg og Herning. Her er der blandt andet en guide til, hvordan man tjekker træets sundhed.
  • Banedanmark fører tilsyn med træer på egne arealer, men ikke på privat grund. Det er grundejerens eget ansvar at tilse og sikre træer på sin grund, så de ikke vælter og gør skade eller forsinker passagererne.

 

5 tegn på, at dit træ er i fare for at vælte:

Døde grene

Er der døde eller afknækkede grene? Har træets krone dårlig fylde? Har bladene en unormal størrelse eller farve? Skifter bladene farve tidligt?

Revner i stammen

Sidder barken løs og er død? Har stammen en unormal farve? Er der sår og revner i barken, indsunken bark eller hul i stammen?

Dårlige rødder

Har træets rødder dårlige livsbetingelser? Er jorden rundt om træet ofte meget våd? Er der blevet gravet i nærheden af træet, så en del af rødderne måske er skåret over?

Svampe på træet

Er der svampe rundt om eller på træet? Det kan være ved roden, på stammen og/eller grenene. Udefra kan træet se friskt ud, men svampe kan være tegn på, at træet er råddent inden i.

Svag træstruktur

 Har stammen en todelt stamme (tvege)? Hælder kronen til den ene side og/eller har træet lange og tunge grene?

 

Læs mere om risikotræer

 

 

I fokus

Trå på banen

Kan dine træer overleve den næste storm?

Giv dine træer et sundhedstjek og spot om der er risiko for, at det kan vælte. Tjek - spot - beskær.

Tjek om du har et risikotræ
Banedanmark-medarbejder spotter et risikotræ
Video

Se hvordan Banedanmark spotter et risikotræ

Der er forskellige tegn på, at et træ er usundt og måske bør fældes. Vores medarbejder viser flere eksempler i videoen.

Seneste nyt fra Banedanmark