Nu digitaliserer vi Aarhus Hovedbanegård
Når du i fremtiden tager eltoget til og fra Aarhus Hovedbanegård, vil det være med hjælp fra det nye digitale signalsystem, der er hjernen bag trafikstyringen. I stedet for fysiske signaler langs sporet, bruger det digitale signalsystem trådløs og digital kommunikation til at fortælle toget, hvordan og hvor hurtigt det skal køre, og hvornår det skal stoppe.
Det digitale signalsystem er næsten usynligt. Men det spiller en lige så stor rolle som de gamle, og de gør, at togrejsen er mere stabil og får togtrafikken til at glide lettere ind og ud af banegården.
”Med det digitale signalsystem kan vi køre togene tættere på hinanden på samme spor, og vi kan køre flere tog ind til stationen lidt hurtigere. Vi vinder på tid, da der vil være et langt bedre flow for trafikafviklingen,” fortæller Jan Hertzberg, der er projektleder i Banedanmark og står for implementeringen af det nye signalsystem på Aarhus Hovedbanegård.
”Aarhus Hovedbanegård er, hvad vi kalder en sæk-station. Hver gang et tog skal ind eller ud, er det via den samme vej. Det giver nogle udfordringer, fordi hver gang der kommer et tog ind på stationen, skal der et andet tog ud. Men den udfordring løser omlægning af sporene og implementeringen af det digitale signalsystem os med,” forklarer Jan Herzberg.
Ved hjælp af komponenter i sporet er det muligt for togene at tale direkte med trafiktårnet, hvor trafikledere holder øje med togtrafikken i realtid. En af komponenterne er en gul boks, som spiller en stor rolle i det digitale signalsystem:
”Når toget kører over en gul boks, en balise, i sporet, registrerer boksen, at toget er hér lige nu, og det registreres i toget, som sender den information videre til trafikstyringen. Det gør det muligt at følge toget mere præcist ude i virkeligheden,” fortæller Jan Hertzberg.
Det er altså et teknologiske overblik, hvor trafiklederne følger på en skærm, om toget er på rette sted på rette tidspunkt. På den måde kan de køre togene tættere på hinanden end i dag, fordi det digitale signalsystem udregner den sikre afstand til toget foran mere præcist og dynamisk.
Signalsystemet bliver synligt
Fra uge 41 går arbejdet med implementering af det nye signalsystem i gang på Aarhus Hovedbanegård på den ene halvdel af banegården, hvor arbejdet med fornyelse af spor og forbedret sporlayout er i fuld gang.
Det mest iøjnefaldende er, at de fysiske signaler – de røde stopsignaler – som de fleste nok har set langs sporene, snart bliver fjernet. De hører til det gamle relæbaserede system. Der bliver i stedet sat passive og aktive komponenter som baliser og akseltællere i sporene, og vi graver kabelrender og installerer kabler til det nye signalsystem.
Dermed er de gamle ikoniske signaler, som har givet signal til tog langs sporene snart fortid. Det vil betyde færre forsinkelser, da det de gamle signaler var nedslidte og årsag til mange fejl. I stedet vil togene inden længe køre på det nye digitale signalsystem, som er et vigtigt fundament for fremtidens togdrift.
Det nye, digitale signalsystem på Aarhus Hovedbanegård
- Det digitale signalsystem består af mange komponenter. En af dem er en såkaldt balise – en gul boks, der ligger i sporet og hjælper trafiklederne med at følge, om det rette tog er på rette sted på rette tid. En balise har intet netværk og bruger ikke strøm, men har en chip, som læses af togets onboard-computer. Når toget nærmer sig balisen, aktiverer toget balisen og sender togets position til trafiklederne.
- Akseltællere er aktive komponenter. De er forbundet med strøm via kabel og registrerer, om sporet ert frit eller optaget, og de sender data herfra tilbage til signalsystemet. Det er mere præcist end med det gamle signalsystem, hvor man kun kan se, om et tog har passeret et bestemt signal.
- Efter planen afvikles togtrafikken med det nye, digitale signalsystem i starten af det nye år. Herefter går sporombygning af anden halvdel af stationen i gang, og så kan de passive og aktive komponenter derefter blive implementeret på den anden halvdel af stationen, så banegården i 2027 er fuldt udstyret med det nye, digitale signalsystem.
Hold dig opdateret om Aarhus H
Få sidste nyt fra ombygningen af Aarhus Hovedbanegård samt invitationer til aktiviteter og events i forbindelse med byggeriet.
Tilmeld dig Nyt fra Aarhus H
Knogle fra forhistorisk okse fundet under banebyggeri
Når vi bygger Aarhus’ nye jernbane, graver vi samtidig i fortiden. Det blev tydeligt for nogle uger siden, da en meget velbevaret knogle pludselig dukkede op i udgravningen ved Broen L nær Aarhus Å.
Banedanmark inviterer til åben byggeplads: Kom og se, hvordan arbejdet skrider frem
Søndag den 1. marts byder Banedanmark indenfor på en af de travleste byggepladser på Aarhus H-projektet, hvor alle, der har lyst, kan komme helt tæt på arbejdet med at gøre tre broer klar til elektrificering.
Taktile fliser viser vejen på de nye perroner
Det er blevet lettere for mennesker med synshandicap at færdes på Aarhus Hovedbanegård. Med den nye opgradering af perronerne på Hovedbanegården bliver der nemlig lagt helt nye taktile ledelinjefliser.
Nu kører togtrafikken igen i Aarhus
Efter 11 dage med togbusser og arbejde i døgndrift kører togene igen til og fra Aarhus