Test af Den nye bane
I dag, den 19. april 2018, kører det første testtog på Den nye bane København-Ringsted. Vi tester til og med lørdag den 21. april 2018.
Testkørslerne kommer til at foregå på hele den nye bane. Vi tester i en kort periode i april 2018 og igen sidst i maj 2018. Vi tester med lav hastighed, op til 40 km/t, og vi benytter et dieseltog. I løbet af sommeren 2018 forventer vi at tage kørestrømsanlægget i brug, og her fortsætter testene med et elektrisk tog. Da den nye bane er en højhastighedsbane, vil der også blive lånt tog fra udlandet til testkørslerne. De skal sikre, at banen er helt klar til de høje hastigheder, som togene i fremtiden skal kunne køre med. Vi øger gradvis hastigheden og i løbet af efteråret 2018, vil togene kunne nå en hastighed på 250 km/t, som banen er bygget til.
Sikkerhed omkring banen
Indtil videre har der kun kørt arbejdskøretøjer på banen, men det ændrer sig fra april 2018, hvor testkørslerne starter. Desværre ved vi fra vores andre baner, at alt for mange sætter livet på spil og krydser sporene på steder, hvor det ikke er tilladt. Det er altid farligt, men i forbindelse med testen af den nye bane er der nogle forhold, som gør det særligt farligt at krydse eller færdes på banen.
Ingen køreplan for testkørslerne
Togene kan komme på alle tidspunkter af døgnet, og der er derfor ingen ”sikre” tidspunkter at krydse banen på. Et tog kan ikke undvige og er længe om at bremse. Falder du, når du krydser skinnerne, så kan toget ikke styre udenom. Desuden vil toget, særligt ved høj hastighed, skulle bruge mange hundrede meter på at bremse. Under testene kører togene meget stærkt. Et tog, der kører 250 km/t tilbagelægger 70 meter på et sekund. Selvom toget ser ud til at være langt væk, så kan det altså hurtigt nå hen til din position.
Det er forbudt at krydse banen og ekstra risikabelt på den nye bane, hvor vi fra efteråret vil teste strækningen med høje hastigheder. Det kan desuden være yderst ubehageligt for lokomotivføreren at opleve folk i og omkring sporene, da han ikke har mulighed for at undvige eller bremse. Det kan således også påvirke det psykiske arbejdsmiljø for lokomotivførerne, når du krydser sporene på steder, hvor du ikke må.
Seneste nyt om projektet
Vi opdaterer løbende vores hjemmeside med seneste nyt om anlægsarbejdet. Her kan du også tilmelde dig vores naboinformationsservice, så du får nyheder direkte på mail. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på kobenhavn-ringsted@bane.dk eller på tlf.: 82 34 05 01.
Følg os på Facebook