”Der skal også være plads til dyrene og de særlige træer”

Det kan være hårdt for skov og træer og de naboer der ejer dem, når Banedanmark går i gang med at elektrificere en jernbanestrækning. Som en tommelfingerregel skal alt indenfor 10 m fra banen fældes, så man er helt sikker på at køreledningerne, der har en spænding på 25000 volt, og de nærmeste træer ikke kommer i karambolage med hinanden. 

Men når Morten Hasle, der er produktionsleder for Forst i Banedanmark, er ansvarlig for hvilke træer, der skal blive stående og hvilke der skal fældes, bliver der gået grundigt til værks.

”Vi gennemgår faktisk strækningen træ for træ. Store, sunde, gamle træer, der står tættere på banen gør vi gerne noget ekstra for at bevare. Måske kan vi save et par grene af og så bevare resten af træet,” fortæller Morten Hasle, der senest har været ansvarlig for rydningen af træer på Lille Syd mellem Køge Nord og Næstved.

 Så der bliver så vidt muligt passet på træerne – til glæde for både de naboer til banen som ejer dem og dem som færdes i landskabet.

Og så er der de uvejsomme steder langs banen, hvor ingen veje fører hen, hvor man skal hen over en landmands mark og måske forcere et fredet dige for at rydde skov og bevoksning og slæbe de fældede træer væk igen. For eksempel ved Slimminge. Her står midt i rydningen, tæt på banen, stammen af en kæmpe bøg, der har fået toppen skåret af. Midten af træet er angrebet af råd, så markedsværdien er lav. I stedet for at fælde det, får det lov at stå og dø.

”Træet falder ingen steder. Det vil langsomt formulde og vil i de næste 30-50 år være til gavn for insekter, svampe og pattedyr i skoven, der kan finde føde og bo der. Dem skal vi også tænke på. Og så giver det også mening økonomisk,” siger Morten Hasle.

morten hasle