Broarbejde ved Skanderborgvej

Banedanmark går nu – som en del af et større elektrificeringsprogram på den danske jernbane - i gang med at forberede jernbanen mellem Fredericia og Aarhus til den kommende elektrificering. Det betyder, at 35 broer på den 108 km lange strækning skal bygges om, så der bliver plads til det kommende kørestrømsanlæg. Når banen om få år er klar til el-tog, giver det mulighed for kortere rejsetid og mere stabil drift, ligesom togrejsen bliver endnu mere miljørigtig.

Det skal vi lave
Vi starter med broen, der fører Skanderborgvej over banen syd for Aarhus. Broen består af to broer. Den ene – som bærer to af de fire vejbaner – er fra 1914. Den anden – som bærer de to øvrige vejbaner – er fra 1962.  Ingen af broerne har tilstrækkelig frihøjde under broerne til det kommende kørestrømsanlæg. Derfor river vi den ældste del af broen fra 1914 ned, og erstatter den med en ny bro. Under den yngste del af broen fra 1962 udfører vi desuden en sporsænkning.

Vores arbejde går i gang i april 2020 og forventes afsluttet i februar 2021.

I starten af april går vi i gang med vejarbejder på selve broen, og fra den 10. april bliver vejtrafikken reduceret til ét spor i hver retning. Hastigheden for bilister bliver sat ned til 50 km/t., og vi opretter en dobbeltrettet fællessti for gående og cyklister. Vejtrafikken vil være reduceret i hele anlægsperioden. Efter omlægning af trafikken bygger vi en væg, der midlertidigt skal støtte den eksisterende bro, indtil den nye bro er opført.

I sommerferien fra den 18 til 27. juli er jernbanen spærret for togtrafik. I den periode river vi den ældste del af broen ned og udfører sporsænkning under den yngste del af broen. Sporsænkningen er et omfattende arbejde, der kræver, at vi tager sporet og dets underlag op på et længere stykke. Derefter graves der ud til det nye spor, og sporet lægges igen på plads. Efter sommerspærringen går vi i gang med opbygning og støbning af den nye bro samt udførelse af to nye vejbaner.

Støj
Vores arbejde kan i perioder være støjende for vores nærmeste naboer. Særligt når vi river den gamle bro ned, vil der være støj fra nedbrydningen af beton. Der kan desuden være støj fra store anlægsmaskiner i forbindelse med sporsænkningen og øget tung trafik i området. Banedanmark beklager eventuelle gener for dig eller din virksomhed.

Togtrafikken
Vi spærrer togtrafikken mellem Vejle og Aarhus fra 18.-27. juli 2020. I denne periode kører der togbusser i stedet for tog. DSB og Banedanmark anbefaler, at man holder sig opdateret på rejseplanen.dk, hvis man planlægger en rejse.