Besigtigelse og ekspropriation - hvad betyder det for dig som nabo
Hvad er en besigtigelsesforretning?
Det er Kommissarius ved Statens Ekspropriationer der afholder såkaldte besigtigelsesforretninger for alle berørte grundejere langs strækningen. De første forretninger har allerede været afholdt og fortsætter i 2019 mellem Roskilde og Holbæk. Ved besigtigelsesforretningen præsenterer Banedanmark præsenterer projektet og hvad der i hovedtræk ønskes eksproprieret. Det kan for eksempel være træer på naboejendomme, der ønskes fældet, tinglysning af servitutter eller midlertidig erhvervelse af areal til adgangsveje eller byggepladser. Det kan også være huse, der er påvirket af magnetfelter. De berørte grundejere kan stille spørgsmål og komme med bemærkninger til Kommissarius eller Banedanmark. Det er Kommissarius der inviterer de berørte naboer til besigtigelsesforretning. Den holdes typisk i en hal, skole eller lignende i nærheden.
Ekspropriationsforretning
Efter projektet er godkendt ved besigtigelsesforretningen afholder Kommissarius ved Statens Ekspropriationer ekspropriationsforretninger. Forretningerne afholdes på de enkelte ejendomme, hvor Banedanmark i detaljer præsenterer, hvad der ønskes eksproprieret. Efter ekspropriationen beregner Ekspropriationskommissionen en erstatning for det eksproprierede, som udbetales til grundejeren via Kommissarius. Midlertidig ekspropriation af landbrugsarealer afregnes direkte mellem Banedanmark og jordejeren, når anlægsarbejderne er færdige.
Tidsplan for besigtigelse og ekspropriation
Roskilde og Lejre kommuner - ekspropriation | Andet halvår 2019 |
Holbæk kommune - besigtigelse og ekspropriation |
Andet halvår 2019 til første halvår 2020 |
Holbæk - besigtigelse og ekspropriation af forsyningsstation og forsyningskabel | Andet halvår 2019 |
Mere information
Du kan læse meget mere i vores folder Elektrificering og ekspropriation - hvad betyder det for dig som nabo