Banedanmark ombygger to broer i Randers i 2018

Banedanmark er ved at gøre klar til den kommende elektrificering af jernbanen mellem Aarhus og Lindholm. Det betyder, at over 50 broer på strækningen skal bygges om, så der bliver plads til kørestrømsanlægget.
 
Ombygning af broer i Randers
I 2018 og -19 ombygger vi to større broer i Randers. Det drejer sig om de to vejbærende broer over Parkboulevarden og Viborgvej. Når banen om få år er klar til el-tog, giver det mulighed for kortere rejsetid og mere stabil drift, ligesom togrejsen bliver endnu mere miljørigtig.
 
Arbejdet
Arbejderne på Viborgvej og Parkboulevarden kommer til at foregå i perioden fra den 30. januar 2018 til slutningen af maj 2019. Vi river begge broer ned, da det er gamle buebroer fra 1938 og -39, som ikke har den fornødne frihøjde til det kommende kørestrømsanlæg. Herefter opfører vi nye broer.
 
Arbejdet vil i perioder være støjende for de nærmeste naboer. Selve nedrivningen af de gamle broer samt ramning af spuns til støttevægge i forbindelse med opførelse af de nye broer er meget støjende. Der vil desuden være støj fra anlægsmaskiner og øget tung trafik i området. I perioder arbejder vi i døgndrift for at minimere den tid, som projektet varer. Vi etablerer en midlertidig vej ved siden af den eksisterende Viborgvej, så det vil være muligt at passere broen i hele perioden, hvor arbejdet udføres.
 
Banedanmark beklager eventuelle gener for naboerne til broen.
 
Trafikken
Samtidig med ombygning af de to broer udfører vi i 2018 en sporombygning af strækningen mellem Langå og Hobro. De eksisterende spor og sporskifter er nedslidte. Derfor ombygger vi ca. 45 kilometer fri strækning samt fire stationer.
 
Vi udfører de to arbejder samtidig for at genere togtrafikken så lidt som muligt. Vores arbejde medfører dog, at togdriften i perioder vil være ændret, og at den i otte uger henover sommeren 2018 – fra 30. juni til 26. august - vil være helt indstillet. Der bliver indsat togbusser på strækningen i perioden. Tjek derfor altid rejseplanen.dk, når du planlægger en rejse.


Kom til Åbent Hus
For at informere om projekterne holder vi åbent hus den 22. januar. Kom når det passer dig bedst mellem kl. 15 og 18.00 og se udstilling om projekterne og stil dine spørgsmål til projektledere og fagfolk, som vil være klar til at svare på spørgsmål om både sporombygningen mellem Langå og Hobro og broarbejderne på Viborgvej og Parkboulevarden.

Mødet foregår mandag den 22. januar kl. 15-18.00 hos Randers FC, Viborgvej 92 i Randers.
 
Yderligere information og kontakt
Banedanmark forsøger så vidt muligt at mindske generne for både naboer og trafikanter og informerer løbende om arbejdet på banen via breve og hjemmeside.
 
Har du brug for at komme i kontakt med os, er du velkommen til at skrive til Aarhus-Lindholm@bane.dk.
 
Læs mere om broprojekterne på banedanmark.dk/aarhus-lindholm, og læs mere om sporombygningen på banedanmark.dk/langaa-hobro. I næste uge er der også Facebooksider om de to projekter: Banedanmark – Elektrificering Aarhus-Lindholm og Banedanmark – Sporombygning Langå-Hobro.
 
Du kan  tilmelde dig vores nyhedsservice og løbende modtage mail, når der er noget nyt om projekterne.