Laserscanning gør det nemmere at bygge en attraktiv og grøn jernbane
Ved at scanne jernbanen med en særlig laser får Banedanmark et præcist overblik over hver eneste kurve og kvist i sporet. Dataene er en stor hjælp, når det kommer til at holde sporet i god form og bygge fremtidens grønne jernbane.
Jernbanen er i disse år ikke alene ét af omdrejningspunkterne for den grønne omstilling. Den er også en central del af den digitale, teknologiske udvikling.
Det kommer blandt andet til udtryk i én af de måder, hvorpå Banedanmark måler og overvåger banens fysiske tilstand.
Her har man siden 2019 benyttet sig af såkaldt laserscanning. Det svarer til, at der bliver taget et røntgenfotografi af hele banen, der med stor præcision viser hver enkelte lille detalje i skinnerne, svellerne og sporets omgivelser.
”Laserscanningen er et fantastisk værktøj, som giver os nogle helt nye muligheder i arbejdet med den attraktive og grønne jernbane. Når vi har et så detaljeret indblik i sporets tilstand, kan vi mere effektivt vedligeholde banen. Vi kan også starte byggeprojekter langt hurtigere, da vi ikke i lige så høj grad behøver at sende folk ud for fysisk at måle i sporet,” siger Pernille Maren Jøndrup, sektionschef i Banedanmark.
På tur i hele landet
De digitale data mindsker altså behovet for at have folk ude at måle hver eneste detalje i sporet. Selve scanningen finder dog naturligvis stadig sted i banens fysiske rammer.
Helt konkret foregår det således, at en laserscanner monteres på et klassisk, gult arbejdskøretøj.
Med max 70 kilometer i timen suser køretøjet derefter på skinnerne gennem landet, mens scannerens vågne øje opfanger alt fra sveller og køreledninger til træer og buske, der gror tæt på sporet.
Laserscanneren har allerede været hele banen rundt flere gange. Den var senest på spil i sommeren 2021, hvor den over en snes dage tilbagelagde 1.854 kilometer. Her blev der blandt andet scannet på den sjællandske hovedstrækning, Svendborgbanen og på en række jyske regional- og lokalstrækninger.
Projekter bliver styrket
I nogle tilfælde vil der stadig være behov for, at Banedanmark sender folk ud for fysisk at inspicere sporet.
I sig selv kan laserscanningen dog hurtigere end en fysisk opmåling give et præcist billede af sporets tilstand. Og de digitale data bliver brug hver eneste dag i Banedanmark.
De præcise scanningsbilleder medfører blandt andet, at mange jernbaneprojekter kan komme hurtigere ud af startblokken, da Banedanmark på forhånd har et klart billede af, hvordan sporet og dets omgivelser ser ud.
Laserscanningen hjælper desuden Banedanmark med at holde banen i god form, da billederne viser, hvor i sporet der er behov for vedligeholdelse.
Læs mere om laserscanningen
Nu kører togtrafikken igen i Aarhus
Efter 11 dage med togbusser og arbejde i døgndrift kører togene igen til og fra Aarhus
Ny bro giver plads til køreledningerne
Lidt syd for Aarhus – i forstaden Kongsvang – udskifter Banedanmark en jernbanebro, så der bliver plads til køreledningerne i det spor, der går under broen.
Banedanmark fornyer kørestrømsanlæg på travl S-togsstrækning
I løbet af 2026 udskifter Banedanmark master og køreledninger mellem Nordhavn og Svanemøllen Station. Arbejdet er en del af fremtidssikringen af S-banen, så den også fremover kan være blandt verdens mest punktlige bybaner.
Togdriften på de fleste jyske strækninger er indstillet til mandag klokken 12
Der er store problemer efter en opdatering af signalsystemet natten mellem lørdag og søndag. Det betyder, at togdriften er indstillet i det meste af Jylland.